Myter og fordomme om depression
Alle mennesker tror de ved, hvad depression er, fordi alle har prøvet at blive skilt eller at miste én de holdt af. Problemet er, at ordet depression er gået ind i det almindelige sprog og bruges, når man er ked af det. Men egentlig depression er noget helt andet. En tonløs uendelig lidelse med følelse af håbløshed og meningsløshed, skyldfølelse og tanker om døden.
Denne forfærdelige sygdom er blevet bagatelliseret i den offentlige debat: depressionsramte er ikke rigtigt syge, de er bare utilfredse med deres liv og vil være lykkelige hele tiden. Eller depression skal slet ikke behandles, det går jo over af sig selv og medicinen virker alligevel ikke. Folk er fulde af gode råd: ”Du skal bare tænke positivt, bare tage dig sammen” osv. Hvilket jo netop er det, man ikke kan. En udbredt måde at stigmatisere depressionsramte på, er at betegne den medicin, som nogle er nødt til at tage, som ”lykkepiller”. Det kaster et latterligt skær over denne alvorlige sygdom, som invaliderer så mange.
Vi ved at langvarig stress kan udløse en depression. Når det sker, mister den depressionsramte selve de redskaber, der skal til for at bekæmpe stressen: overblik, initiativ og kræfter. Han eller hun bliver fanget i en ond spiral af søvnløshed, træthed, koncentrationsbesvær, selvbebrejdelser og angst, som vil forværre evnen til at klare hverdagens belastninger yderligere. Til sidst ses ofte kun en udvej på lidelsen: døden.
Heldigvis er der faktisk effektive behandlinger, bl.a. kognitiv psykoterapi og antidepressiv medicin. Men jeg kender flere mennesker, der ikke er kommet i behandling eller som har opgivet en behandling pga. pres fra pårørende og den nævnte negative medieomtale af sygdommen og behandlingen. Problemet er, at kommer den syge for sent i behandling, øges risikoen for at sygdommen bliver umulig at behandle og fortsætter i årevis. Det sker for ca. 20% af alle og medfører stor fare for invaliditet. Skanningsundersøgelser viser, at ubehandlet depression kan skade bestemte områder i hjernen og dermed ødelægge koncentrationsevnen og hukommelsen. Desuden øges sårbarheden overfor stress, så man lettere og lettere får nye depressioner. Den gode nyhed er dog, at helt nye undersøgelser tyder på, at effektiv behandling kan få hjerneforandringerne til at gå tilbage.
Depression øger risikoen for fysiske sygdomme. Risikoen for blodprop i hjertet og i hjernen samt demens er dobbelt så stor, hvis man har haft en depression. Det er således en sygdom, vi skal tage meget alvorligt, men undersøgelser viser imidlertid, at diagnosen er svær at stille og kræver flere samtaler med lægen – ikke bare et simpelt spørgeskema. Ellers risikerer man at stille diagnosen, hvor patienten i virkeligheden ikke er deprimeret eller at overse en depression.
Effekten af den antidepressive medicin er debatteret intenst de seneste år i pressen. Men de nyeste undersøgelser fra store internationale institutioner (fx Cochrane og NICE i England) viser, at jo sværere depressionen er, jo mere effektiv er medicinen. Ved let depression ses stort set samme effekt som ved kalktabletter, men ved sværere depression øges effekten. I virkeligheden er det jo godt, at jo mere syg man er, jo mere effektiv er behandlingen – tænk hvis det var omvendt!
Det har været meget omtalt i dagspressen, om SSRI-præparaterne kan øge risikoen for selvmord. En stor undersøgelse i det meget ansete fagtidsskrift British Medicin Journal af 99.231 mennesker, som deltog i forsøg med afprøvning af antidepressiv medicin, viste at der for børn og unge er en mulig let øget risiko for selvmordstanker og –handlinger, men ikke for fuldbyrdede selvmord. Hos voksne over 25 år, ses derimod er en beskyttende effekt, som blev kraftigere, jo ældre man var. Men selvom selvmord heldigvis er så sjældent, at det ikke slår igennem i store undersøgelser, mener jeg, at vi hele tiden skal være opmærksomme på, at der i starten af behandlingen kan ses en forværring. Det samme ses faktisk også ved opstart af samtaleterapi.
I debatten glemmer man desværre, at langt den hyppigste årsag til selvmord er ubehandlet depression! Jeg har flere gange i mit liv været ude for mennesker, der begik selvmord, enten efter at have afslået behandling eller ophørt med en virksom behandling efter pres fra omgivelserne bl.a. pga. mediernes omtale af ”lykkepiller”. Det er frygteligt for de efterladte, som aldrig kommer over det. Følelsen af sorg og meningsløshed er lammende: det behøvede måske ikke at være gået sådan. Uanset om jeg behandler med medicin eller psykoterapi ånder angsten for, at det skal gå galt, altid én i nakken. Når man nu kender denne rædsomme sygdoms mulige konsekvenser.
Alle mennesker tror de ved, hvad depression er, fordi alle har prøvet at blive skilt eller at miste én de holdt af. Problemet er, at ordet depression er gået ind i det almindelige sprog og bruges, når man er ked af det. Men egentlig depression er noget helt andet. En tonløs uendelig lidelse med følelse af håbløshed og meningsløshed, skyldfølelse og tanker om døden.
Denne forfærdelige sygdom er blevet bagatelliseret i den offentlige debat: depressionsramte er ikke rigtigt syge, de er bare utilfredse med deres liv og vil være lykkelige hele tiden. Eller depression skal slet ikke behandles, det går jo over af sig selv og medicinen virker alligevel ikke. Folk er fulde af gode råd: ”Du skal bare tænke positivt, bare tage dig sammen” osv. Hvilket jo netop er det, man ikke kan. En udbredt måde at stigmatisere depressionsramte på, er at betegne den medicin, som nogle er nødt til at tage, som ”lykkepiller”. Det kaster et latterligt skær over denne alvorlige sygdom, som invaliderer så mange.
Vi ved at langvarig stress kan udløse en depression. Når det sker, mister den depressionsramte selve de redskaber, der skal til for at bekæmpe stressen: overblik, initiativ og kræfter. Han eller hun bliver fanget i en ond spiral af søvnløshed, træthed, koncentrationsbesvær, selvbebrejdelser og angst, som vil forværre evnen til at klare hverdagens belastninger yderligere. Til sidst ses ofte kun en udvej på lidelsen: døden.
Heldigvis er der faktisk effektive behandlinger, bl.a. kognitiv psykoterapi og antidepressiv medicin. Men jeg kender flere mennesker, der ikke er kommet i behandling eller som har opgivet en behandling pga. pres fra pårørende og den nævnte negative medieomtale af sygdommen og behandlingen. Problemet er, at kommer den syge for sent i behandling, øges risikoen for at sygdommen bliver umulig at behandle og fortsætter i årevis. Det sker for ca. 20% af alle og medfører stor fare for invaliditet. Skanningsundersøgelser viser, at ubehandlet depression kan skade bestemte områder i hjernen og dermed ødelægge koncentrationsevnen og hukommelsen. Desuden øges sårbarheden overfor stress, så man lettere og lettere får nye depressioner. Den gode nyhed er dog, at helt nye undersøgelser tyder på, at effektiv behandling kan få hjerneforandringerne til at gå tilbage.
Depression øger risikoen for fysiske sygdomme. Risikoen for blodprop i hjertet og i hjernen samt demens er dobbelt så stor, hvis man har haft en depression. Det er således en sygdom, vi skal tage meget alvorligt, men undersøgelser viser imidlertid, at diagnosen er svær at stille og kræver flere samtaler med lægen – ikke bare et simpelt spørgeskema. Ellers risikerer man at stille diagnosen, hvor patienten i virkeligheden ikke er deprimeret eller at overse en depression.
Effekten af den antidepressive medicin er debatteret intenst de seneste år i pressen. Men de nyeste undersøgelser fra store internationale institutioner (fx Cochrane og NICE i England) viser, at jo sværere depressionen er, jo mere effektiv er medicinen. Ved let depression ses stort set samme effekt som ved kalktabletter, men ved sværere depression øges effekten. I virkeligheden er det jo godt, at jo mere syg man er, jo mere effektiv er behandlingen – tænk hvis det var omvendt!
Det har været meget omtalt i dagspressen, om SSRI-præparaterne kan øge risikoen for selvmord. En stor undersøgelse i det meget ansete fagtidsskrift British Medicin Journal af 99.231 mennesker, som deltog i forsøg med afprøvning af antidepressiv medicin, viste at der for børn og unge er en mulig let øget risiko for selvmordstanker og –handlinger, men ikke for fuldbyrdede selvmord. Hos voksne over 25 år, ses derimod er en beskyttende effekt, som blev kraftigere, jo ældre man var. Men selvom selvmord heldigvis er så sjældent, at det ikke slår igennem i store undersøgelser, mener jeg, at vi hele tiden skal være opmærksomme på, at der i starten af behandlingen kan ses en forværring. Det samme ses faktisk også ved opstart af samtaleterapi.
I debatten glemmer man desværre, at langt den hyppigste årsag til selvmord er ubehandlet depression! Jeg har flere gange i mit liv været ude for mennesker, der begik selvmord, enten efter at have afslået behandling eller ophørt med en virksom behandling efter pres fra omgivelserne bl.a. pga. mediernes omtale af ”lykkepiller”. Det er frygteligt for de efterladte, som aldrig kommer over det. Følelsen af sorg og meningsløshed er lammende: det behøvede måske ikke at være gået sådan. Uanset om jeg behandler med medicin eller psykoterapi ånder angsten for, at det skal gå galt, altid én i nakken. Når man nu kender denne rædsomme sygdoms mulige konsekvenser.