SYMPTOMER PÅ DEPRESSION
De sværeste og alvorligste depressioner starter allerede i den første måned efter fødslen, men de kan også opstå i de følgende måneder. Det almindeligste er, at risikoen er størst i 3.-4. måned efter fødslen, med aftagende hyppighed til hver side.
I det følgende vil de vigtigste symptomer, der kan optræde, blive gennemgået. Forskellige kvinder har forskellige kombinationer af symptomer. Kun de sværest deprimerede har alle symptomerne på en gang.
Lammelse af følelserne
En depression er en langvarig pinefuld tilstand, der ikke alene påvirker ens humør, men også meget store dele af ens oplevelsesmåde og tankegang. Den deprimerede er måske nok ked af det, men det er en anden følelse end fx sorg, som man kan føle over en afdød. Det kan kvinder, der har oplevet begge dele berette om. Det er som om, hendes følelser er lammede, og hun oplever alting eller næsten alting gråt i gråt. Ting, der tidligere gav hende glæde eller tilfredsstillelse, kan hun nu ikke føle noget særligt for. Kvinden ved, at hun burde være glad for sit lille barn, men ofte føler hun ingen glæde. Netop denne ligegyldighed er særdeles pinefuld og kan få hende til at føle sig ond eller falsk og igen endnu mere deprimeret.
Det er vigtigt, at mennesker, der omgås den deprimere kvinde, forstår, at hele hendes tænkning er farvet af depressionen. Det betyder, at ting, der normalt betyder meget for hende, fx hendes parforhold, kan miste betydningen. Det er således meget almindeligt, at kvinder overvejer skilsmisse i forbindelse med en fødselsdepression. Nogle gennemfører også dette, men risikerer at fortryde det bitterligt, når depressionen letter, og de indser, hvad de mistede, da de ikke var sig selv. Derfor må man næsten altid råde den deprimerede kvinde til at udsætte den slags beslutninger til senere.
Træthed
Hun har svært ved at tage sig sammen til noget, føler sig træt og energiløs. Når hun vågner om morgenen, er hun helt udkørt, og den mindste opgave kan forekomme hende helt umulig. Hun kan derfor have vanskeligt ved at passe sit barn og nå alle de andre pligter. Når ægtefællen eller kæresten kommer hjem fra arbejde, vil han med mishag se sin kone stadig gå rundt i morgenkåbe, uden at der er blevet ryddet op eller gjort rent. Det er nemt at forestille sig det skænderi, der vil udvikle sig, når en træt og irritabel kvinde, med spædbarnet på armen, bebrejdes, at hun ikke har fået gjort rent. Det er vigtigt at forstå, at denne initiativløshed ikke skyldes dovenskab, men er et led i sygdommen.
Nedsat selvtillid og selvfølelse
Der tænkes her ikke kun på det, vi alle kan opleve indimellem: at føle os usikre eller at have mindreværdsfølelse. Den deprimerede føler sig bogstaveligt talt værdiløs sammenlignet med andre mennesker. Hun kan føle sig usikker på alting: kan hun klare at passe barnet, ammer hun godt nok, kan hun stimulere barnet godt nok, give det nok kontakt? Vil hendes tilstand ikke tværtimod påvirke barnet i en dårlig retning?
Selvbebrejdelser
Der vil næsten altid være vage selvbebrejdelser, gående på ikke at slå til. At man er en dårlig moder, ikke kan give sit barn nok kærlighed osv. Alt, hvad der kan bruges imod een selv, bliver brugt, når man har en depression. Fx kan nogle mødre føle, at de er onde mennesker, når de ikke kan mobilisere den store moderfølelse over for deres barn på grund af depressionen. En ond spiral kan da blive startet, hvor kvinden bliver mere og mere deprimeret og dårligere og dårligere i stand til at tage sig af barnet. Disse selvbebrejdelser kan også tiltage i intensitet. Således kan den syge fx begynde at tro, at sygdommen er en straf for noget, hun har gjort forkert engang. Fortiden kan blive taget op til revision og ting, hun tidligere har gjort, blive endevendt.
Selvmordstanker
Mange deprimerede har selvmordstanker, selvom de ofte helst skjuler dem. Kvinden kan føle sig så deprimeret og så værdiløs, at hun ikke mener, der er nogen anden udvej for hende, eller måske mener hun, at hun ikke fortjener at leve mere. Dette er et meget alvorligt symptom, da man regner med, at ca. 10-15 procent af de moderat til svært deprimerede patienter begår selvmord. Mange gange vil hensynet til det lille barn imidlertid holde hende tilbage. Man må dog aldrig stole på det gamle mundheld, at "den der taler om selvmord, gør det ikke". Det er rent sludder, som kun kan tjene til falsk beroligelse af een selv. Selvmordstanker bør tages meget alvorligt, og man må som pårørende eller ven altid reagere på det. Sådanne tanker bør føre til vurdering hos en læge eller psykiater, som er specielt uddannet til at håndtere den slags situationer.
Tænke- og koncentrationsbesvær
Depressioner drejer sig om meget andet end følelser. Kvindens evne til at koncentrere sig, lære og forstå nye ting er dårligere, mens hun er deprimeret. Hun kan tydeligt mærke, at der er noget galt, men er måske ikke glad for at fortælle om det til sine omgivelser, fordi det forekommer så mærkeligt og skræmmende. Desuden betyder hendes forringede evner til at ræsonnere også, at hun kan have sværere ved at komme ud af depressionen. I stedet for at se på problemerne med friske øjne, kører hun fast i den samme skure. Hun kan blive fuldstændig desperat og slet ikke vide, hvad hun skal gøre, hvis der sker flere ting på een gang: telefonen ringer, barnet skriger, og samtidig ringer det på døren. Hun kan også have svært ved at træffe selv de enkleste valg og bruge lang tid på at overveje frem og tilbage.
Agitation og hæmning
Agitation er betegnelsen for en meget ubehagelig indre uro, som gør, at den syge har svært ved at finde hvile. I de lettere grader viser det sig ved, at hun sidder uroligt i stolen, vrider hænder og lignende. I de sværere grader bliver hun meget rastløs og må hele tiden gå frem og tilbage som en løve i et bur, og kan faktisk ikke sidde stille, selv når man skal tale med hende. Dette er utroligt pinagtigt. Disse patienter er ofte meget selvmordsfarlige, fordi de er så forpinte og samtidig har energien til at effektuere deres tanker om døden.
Ved hæmning ses såvel motorikken som tankegangen påvirket. Den syge har meget lidt mimik, når hun taler. Hun bevæger sig langsomt og meget sparsomt. Dette gør, at hun virker grå, ufrisk og forstenet. Den langsomme tankegang mærkes ved, at der går lang tid, fra man spørger hende om noget, til hun svarer. Nogle gange kan der gå så langt tid, at det virker, som om hun slet ikke har hørt spørgsmålet. Hæmning kan ses i alle grader, jo mere udtalt, jo værre er depressionen. Ved lette til moderate depressioner skal man se meget godt efter for at konstatere, om der er hæmning, men hvis man kender kvinden kan man måske fornemme, at hun ikke taler og bruger mimikken, som hun plejer. Hæmningen kan gøre, at hun ikke har kræfter til at føre sine selvmordstanker ud i livet og på den måde måske beskytte hende.
Søvnforstyrrelser
Hendes nattesøvn bliver dårligere med mange opvågninger - også selv om barnet ikke vækker hende. Eventuelt kan der være besvær med at falde i søvn samt tendens til tidlig morgenvågnen. Ofte kan hun ikke falde i søvn igen, efter at hun har ammet om natten. Manglen på søvn udtrætter hende yderligere og forhindrer, at hun kæmper mod depressionen. Nogle gange kan man se en karakteristisk døgnvariation i tilstanden, således at depressionen er værst om morgenen og letter hen på aftenen. Noget af det værste er ofte disse tidlige morgentimer, hvor hun ikke kan sove, depressionen er maksimal, og hun kun kan ligge og spekulere.
Appetitten
Appetitten er ofte nedsat - og på dette tidspunkt har hun netop brug for protein og vitaminer. Hun glemmer ofte helt at spise, og måske synes hun at alting bare smager af pap. Hvis hun også begynder at drikke for lidt væske kan situationen hurtigt udvikle sig faretruende. Det vil nemlig bidrage til at forværre hendes tilstand, og der kan let startes en livstruende ond spiral. Heldigvis er det sjældent, men når det opstår, må kvinden altid indlægges.
Angst
Fødselsdepressioner er ofte ledsaget af angstanfald. Det er anfald af svær dødsangst, hvor hun får hjertebanken, åndenød, ryster og sveder over hele kroppen. Kvinden vil tro, at hun er ved at dø af et hjerteanfald, eller frygte at hun er ved at blive sindssyg, så hun vil miste kontrollen over sig selv. Anfaldene er således intenst ubehagelige og medfører ofte, at kvinden isolerer sig og måske ikke tør gå på gaden eller tage busser eller tog af frygt for at få anfald der. Derved kommer hun heller ikke i mødregrupper eller lignende, som hun ellers kunne have gavn af. Anfaldene kommer som lyn fra en klar himmel, men ind imellem disse panikanfald, føler kvinden sig nervøs og er bange for, hvornår næste anfald kommer. Dette kaldes forventningsangst og kan i sig selv udløse nye angstanfald.
Hvis depressionen er præget af angstanfald, kan det medføre, at lægen og patienten fokuserer på angsten og ikke får talt om depressionen. I nogle tilfælde behandles angsten med beroligende medicin, men det vil ikke hjælpe på selve depressionen.
Man kan dog også se udvikling af såkaldt panikangst, uden det drejer sig om en depression. Panikangst er meget hyppigt efter en fødsel og psykoterapeutisk er behandlingen anderledes end ved depression, så det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose.
Tvangstanker og -handlinger
Som led i depressionen kan der også opstå tvangstanker. Det er tanker, som kvinden selv føler er urimelige, men ikke kan frigøre sig fra. Fx tanker om at kvæle det nyfødte barn eller stikke det med knive. Det kan også være tanker om farlige sygdomme, man kan komme til at smitte sit lille barn med. Af og til kan man opleve tvangstanker om ikke at kunne sove om natten. Dette bliver let til en selvopfyldende profeti, for hvis man ligger og bekymrer sig om ikke at kunne sove, bliver man mere og mere vågen og kan slet ikke sove.
Den slags tanker er meget skræmmende at have, for ofte frygter kvinden, at hun er ved at blive sindssyg, eller at hun er ved at miste kontrollen over sig selv. Tankerne kan fx få kvinden til at låse alle knive nede eller undgå kontakt med barnet, hvilket selvfølgelig er meget uheldigt. Sådanne symptomer i mild form er relativt hyppige, hvis man spørger efter dem. De færreste kvinder fortæller spontant om dem, fordi de frygter, at man vil opfatte dem som sindssyge, og at de så vil blive spærret inde, eller at deres barn vil blive taget fra dem. Imidlertid er tvangstanker ekstremt sjældent et led i en fødselspsykose eller en grænsepsykotisk tilstand. Kun en nøje udspørgen og vurdering af hele kvindens situation kan afgøre, om der virkelig er fare på færde eller ej. Det er vigtigt, at man som pårørende eller sundhedsplejerske ikke påtager sig ansvaret for denne vurdering, men henviser til læge eller psykiater, som er trænet til at kunne skelne mellem disse tilstande.