FØDSELSDEPRESSIONEN OG BARNET
Ganske kort tid efter fødslen begynder udviklingen af mor-barnforholdet, som spiller en meget stor rolle for barnets personlighedsdannelse samt udvikling af dets forskellige motoriske og psykiske færdigheder.

Barnet vil allerede kort tid efter fødslen begynde at udsende forskellige signaler og så holde øje med, hvordan moderen reagerer på disse. Fx lærer det lynhurtigt, at hvis det græder, vil moderen begynde at undersøge, om forskellige af dets fysiske behov ikke er opfyldt. Dvs. om det er sultent, om det skal skiftes, eller om der er andre ubehagelige ting, der plager det. Senere, efterhånden som barnet får styr på sin ansigtsmimik, lærer det, at hvis det smiler til moderen, så reagerer hun med forøget interesse. Denne fornemmelse af kontakt er meget behagelig for barnet. Tilsvarende er det angstprovokerende ikke at have kontakt med moderen. Dette samspil mellem barnet og moderen eller anden betydningsfuld person udvikles og forfines til mindste detalje i ugerne og månederne efter fødslen.

Det er karakteristisk, at den tidsmæssige afstand mellem en eller anden ytring fra barnet og moderens respons er meget kort, ofte få sekunder. Forsøg har vist, at hvis moderen reagerer langsommere, sætter barnet ikke de to ting i forbindelse med hinanden og lærer dermed ikke, hvordan det kan opnå og vedligeholde kontakt med moderen samt opnå opfyldelse af sine forskellige behov. Hvis barnet afskæres fra kontakt, eller hvis kontakten foregår så langsomt, at det ikke ”forstår” interaktionen mellem sig selv og omgivelserne, bliver barnet mere og mere frustreret. I starten vil det reagere med intensiverede forsøg på at få kontakt, med forstærket gråd osv., men efterhånden resignerer det og opgiver forsøgene.

Hvis moderen har en sværere fødselsdepression, vil hun ofte ikke magte at respondere på barnets ytringer, eller også gør hun det for langsomt, fordi hun er hæmmet af tankegang. Dette kan medføre, at barnet bliver frustreret og efterhånden opgiver kontaktforsøgene. Dvs. at barnet bliver et meget nemt barn, der sjældent græder. For en udenforstående iagttager er det tydeligt at se, at barnet ikke opsøger moderens kontakt. Det har så at sige givet op. Et normalt spædbarn vil hele tiden forsøge at være i kontakt med moderen, dels blikkontakt, dels fysisk. Et barn af en kvinde med fødselsdepression vil derimod have meget sparsom kontakt med hende, hvis depressionen har været meget svær og stået på igennem længere tid. I værste fald kan dette medføre forsinkelse af barnets emotionelle udvikling samt udviklingen af de forskellige intellektuelle og fysiske færdigheder, som det skal mestre.

Heldigvis er det sådan, at hvis moderen er svært deprimeret og derfor ikke magter at udvikle denne kontakt, kan andre personer tage over. Mormoderen eller ægtefællen kan således udmærket blive den mest betydningsfulde person i en periode i barnets liv og stimulere barnet således, at det udvikler sig normalt. Som regel går det heldigvis godt, men man kan se familier, som er svært belastede af sociale problemer eller, hvor faderen måske er fraværende, således at der ikke er nogen person, der er i stand til at tage over og aflaste moderen i den periode, depressionen står på.

Man skal også være opmærksom på eventuelt ældre børns behov. De må ikke føle sig glemt midt i al ulykken, og ofte vil de have et stort behov for at få forklaret, hvad det er, der er galt med mor. Nogle forældre prøver at fortie problemerne for større børn, men det nytter ikke noget. De vil tydeligt kunne mærke, at der er noget galt, og hvis man ikke taler med dem om det (selvfølgelig tilpasset deres niveau), kan de få skyldfølelse og tro, at de er årsagen til moderens problemer.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at disse problemer kun ses ved sværere depressioner, og at omgivelserne kan gøre meget for at afbøde dem. Det er også vigtigt at huske på, at det ikke er moderens skyld, hvis det skulle gå som ovenfor skitseret. Det er simpelthen fordi, moderen pga. sin svære sygdom ikke magter at opfylde barnets emotionelle behov. Det er bl.a. derfor, at det er så vigtigt at være opmærksom på disse sygdomme og sørge for, at kvinderne får hjælp så hurtigt som muligt, inden de første skridt i en uheldig retning bliver taget.