DEN USYNLIGE SYGDOM

Fødselsdepression er den usynlige sygdom. Dem den rammer skammer sig og dukker hovedet - og får ikke hjælp.
Vi ved fra forskellige videnskabelige opgørelser, at under 30 % af kvinderne med fødselsdepressioner får hjælp. Det er paradoksalt, for på intet andet tidspunkt i en kvindes liv er hun udsat for så stor opmærksomhed fra sundhedsvæsenets side. Hun ses af sundhedsplejersken og går til kontrol hos egen læge, og alligevel opdager ingen depressionen, og hun får ingen hjælp. Det er der formentlig flere gode grunde til. Både hos kvinden selv, på grund af selve sygdommen, og på grund af omgivelserne. Når man tænker på, at fødselsdepressionen ydermere er en hyppig sygdom, er det derfor vigtigt at udbrede kendskabet til den. Samtidig kan den behandles med gode resultater. Jo tidligere disse tilstande opdages, jo nemmere er de at behandle.

På grund af kvinden selv

Da psykisk sygdom er så tabubelagt, er der ikke ret mange, der ved noget om fødselsdepressioner. Derfor tror næsten alle kvinder, der rammes af en sådan depression, at de er de eneste i verden, der har det på den måde, og de forestiller sig ikke, at man faktisk kan få hjælp. Hvor mærkeligt det end kan lyde, kan det af og til også være svært at indse, at man har en depression. Svært i begge ordets betydninger: dels vanskeligt at opdage, dels ubehageligt at se i øjnene – ubehageligt at erkende at man har en psykisk sygdom. Ofte vil det dog alligevel være en lettelse at få diagnosen at vide. De mærkelige symptomer, som har opskræmt een; alle de ubehagelige tanker man har gået med, hører sammen i en enhed, en sygdom, som kan diagnostiseres og behandles.

Selv hvis man har indset, at man har brug for hjælp, kan det være svært at bede om den. Man kan være bange for ikke at blive taget alvorligt, at få at vide, at ”du skal bare tage dig sammen, så skal det hele nok gå” og så videre. På grund af blufærdighed kan det være svært at åbne op og sætte ord på ens følelser, specielt fordi forventningerne til ”den lykkelige moder” er så store. Måske føler man det ydmygende, at man ikke kan tage sig sammen og klare at passe sit lille barn og er bange for ikke at blive forstået af sin egen læge eller af sundhedsplejersken. Som nævnt er nogle af symptomerne på fødselsdepressionen så skræmmende, at mange kvinder nødigt fortæller andre om dem. De frygter, at deres lille barn vil blive tvangsfjernet, hvis for eksempel deres egen læge virkelig vidste, hvor dårligt de har det. Men man tvangsfjerner ikke spædbørn fra deres moder på grund af en midlertidig lidelse som en depression.

Deprimerede kvinder henvender sig ofte med andre klager end de psykiske til lægen eller sundhedsplejersken. De kommer nemlig med legemlige symptomer, oftest smerteklager. Det kan dels hænge sammen med, at man oplever smerter meget værre, når man er deprimeret, men også fordi det er meget mere legalt at have den slags klager, de er lettere at tale om, end om hvordan ens humør er, og hvordan man trives. Eller også kommer de med deres barn, som de mener har forskellige symptomer eller lignende, som foruroliger dem. Måske synes de, at barnet skriger lidt vel rigeligt - har det mon kolik? - men i virkeligheden er det moderen, der er oprevet og med meget lille overskud til at takle selv helt almindelige situationer. Man kan da heller ikke udelukke, at barnet faktisk reagerer på, at det kan mærke, at der er noget galt med kontakten til moderen, for undersøgelser viser, at kolik forekommer hyppigere blandt børn af kvinder med fødselsdepression.

På grund af selve sygdommen

Selve sygdommen kan også medvirke til, at kvinden ikke får hjælp. Hun vil måske isolere sig, og derfor kan der gå noget tid, før omgivelserne opdager, at der er noget galt. Angstanfald kan gøre, at hun ikke tør forlade sin bolig. Måske skammer hun sig sådan, at kun de allernærmeste ved, at hun er syg. Sygdommen vil som nævnt også meget ofte have selvbebrejdelser som et fremtrædende symptom. Det vil sige, at kvinden bebrejder sig selv, at hun er en dårlig mor, at hun ikke er nok for barnet og så videre. Og hvis hun er overbevist om, at hun er en dårlig moder, hvorfor skulle hun så henvende sig for eksempel hos sin egen læge? Hvordan skulle han kunne hjælpe hende med det, vil hun tænke.

På grund af omgivelserne

Den deprimerede kvinde oplever ofte en manglende forståelse og accept fra omgivelsernes side. Symptomerne er mærkelige. Særligt det at den syge ikke kan tage sig sammen til noget. Det ligner næsten dovenskab. Kvinden vil få utallige gode råd, som alle vil have omkvædet: du skal bare tage dig sammen, eller vær nu lidt glad, så skal det hele nok gå. Og det er lige præcis dét, hun ikke kan. Ikke tage sig sammen, og ikke være glad. Selvom alle ved – hende selv inklusive – at hun burde være glad. Er fødslen ikke vel overstået? Har hun ikke fået verdens dejligste barn? Og så har hun mest lyst til at opgive det hele, måske bortadoptere barnet og bare lægge sig til at dø. Det er ikke nemt at forstå.

Desværre er der også mange behandlere, læger og sundhedsplejersker, der ikke kender nok til sygdommen. Derfor er oplysning om emnet så vigtig. For alene det at få at vide, at andre kvinder har været igennem noget lignende, og er kommet ud på den anden side, kan lindre lidt.

De forskellige professionelle, som kvinder møder, når de har født, reagerer meget sjældent på selv tydelige depressive symptomer. Det er der flere grunde til. Man kan være for fortravlet og ikke orke at beskæftige sig med psykiske problemer, fordi man tror, at det tager meget lang tid. Men i virkeligheden vil sådanne problemer som regel tage længere tid, hvis man ikke vil beskæftige sig med dem, fordi kvinden så bare opsøger lægen eller sundhedsplejersken med andre klager, som nævnt ovenfor. En del sundhedsprofessionelle er også bange for at afdække depressive klager, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre ved dem. Læger og sundhedsplejersker (og der ligner de vist andre mennesker) bryder sig ikke om at blive konfronteret med ting, de ikke ved, hvad de skal gøre ved. Måske skræmmer det dem ligefrem. Så er det lettere at bagatellisere problemet, fx ved at sige at "det er da meget normalt at være lidt ked af det, efter alt det du har været igennem…" osv. osv. At kvinden således ikke bliver mødt med forståelse af netop de mennesker, som helst skulle hjælpe hende, er selvfølgelig særligt problematisk.